På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
ENERGINYT nr. 1 - marts 2006
Velkommen til ENERGINYT
Energitilsynet vil gerne udvide dialogen med omverdenen. Med ENERGINYT ønsker Energitilsynet at henvende sig direkte til sine interessenter i energisektoren ? virksomhederne, deres rådgivere, andre myndigheder og brancheorganisationerne.
Forudsætningen for en god dialog er god information. Og det er netop hensigten med ENERGINYT kort at berette om nyheder fra Energitilsynet. Det kan være nye krav til indberetninger eller om trufne afgørelser.
Energitilsynets opgave er overordnet at føre tilsyn med monopolselskaberne på energiområdet. Energitilsynet skal bidrage til, at energiforbrugerne opnår rimelige og gennemsigtige priser og rimelige, ensartede og gennemsigtige leveringsbetingelser. ENERGINYT skal understøtte denne opgave.
Uffe Bundgaard-Jørgensen
Formand for Energitilsynet
Indhold:
- Ny anmeldelsesbekendtgørelse
- Gennemsigtighed på el- og naturgasmarkederne
- Udveksling af måledata
- Reguleringen af forsyningspligtige naturgasselskaber
- Stikprøvekontrol i fjernvarmesektoren
- Delvis substitution af leverance fra affaldsforbrændingsanlæg
- Ny lovgivning
- Brugerundersøgelse
- Internationalt nyt
Elektricitet
Ny anmeldelsesbekendtgørelse
Energitilsynet har fastlagt nye regler for anmeldelse af priser, tariffer og betingelser på elområdet. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. april 2006 og afløser en ældre bekendtgørelse om anmeldelse fra februar 2000.
Anmeldelserne bidrager til at sikre gennemsigtighed på elområdet, og er samtidig med til at give Energitilsynet mulighed for et føre tilsyn og kontrollere priser og betingelser.
I den nye bekendtgørelse er der fastsat frister for anmeldelse samt en række krav til indholdet af anmeldelser.
Siden den første anmeldelsesbekendtgørelse fra februar 2000 trådte i kraft, er elforsyningsloven blevet ændret flere gange med en række markante ændringer i regulering og tilsyn til følge. Endvidere er der med etableringen af Energinet.dk sket en række væsentlige ændringer. Disse ændringer har gjort det nødvendigt med en ajourføring af de eksisterende anmeldelsesregler.
Anmeldelsesbekendtgørelsen bliver lagt på hjemmesiden, så snart den er trykt.
Gennemsigtighed på el- og naturgasmarkederne
Energitilsynet har ansvaret for at sikre gennemsigtighed omkring priser og vilkår på el- og naturgasmarkederne. Bl.a. sikre at forbrugeren kan orientere sig om alternative leverandørers priser og vilkår inden et leverandørskifte. Derfor har Energitilsynet i august 2005 fastsat regler om, hvordan priser og vilkår skal offentliggøres af elforsyningsvirksomhederne og naturgasforsyningsselskaberne.
Virksomhederne skal offentliggøre oplysninger om priser og vilkår på egne hjemmesider på en tydelig, sammenlignelig og tilgængelig måde. Det er standardpriser og ?vilkår, som skal offentliggøres. Individuelt forhandlede priser og vilkår er derimod naturligvis ikke omfattet af reglerne, idet de er at betragte som fortrolige.
Virksomhederne skal indrapportere deres priser til henholdsvis Dansk Energis "Elpristavlen" og Energinet.dk's "Gasprisguiden". Der er også her tale om standardpriser, idet individuelt forhandlede priser ikke er omfattet af bestemmelsen.
Virksomheder som ikke har en hjemmeside, kan offentliggøre deres priser og vilkår på anden måde.
For at sikre overholdelse af reglerne og dermed den gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse på el- og naturgasmarkederne, som er reglernes formål, kontrollerer Energitilsynet løbende, at de relevante oplysninger er tilgængelige på virksomhedernes hjemmesider, og at virksomhederne melder deres standardpriser ind til henholdsvis Elpristavlen og Gasprisguiden.
Udveksling af måledata
Dansk Landbrugs Elforsyning (DLE) har tidligere klaget over, at flere netselskaber ikke leverede de måledata til selskabets operatør, som skulle danne grundlag for DLE's udskrivning af regninger til selskabets kunder. Disse problemer hæmmer konkurrencen på området, idet de stiller handelsselskaber som fx DLE dårligere i konkurrencen med især netselskabernes egne handelsselskaber.
I forlængelse af Energitilsynets afgørelse i sagen medio 2005 er der i el-branchen iværksat en række tiltag for generelt at forbedre måledataudvekslingen i hele branchen.
Energitilsynet har fra DLE?s operatør modtaget en status for fejlraten i måledataudveklingen, opgjort per 31. december 2005. Ifølge denne opgørelse udgør den samlede fejlrate for DLE-måledata p.t. ca. 2,6 pct. Dette niveau er samlet set noget over den tolerancetærskel på max. 1 pct., som brancheforeningen Dansk Energi tidligere har udmeldt som et acceptabelt fejlniveau. Energitilsynet vil på den baggrund i den kommende tid tage kontakt til de el-selskaber, som skiller sig ud med størst fejlrate for måledata som vedrører DLE.
Naturgas
Reguleringen af forsyningspligtige naturgasselskaber
Energitilsynet er færd med for første gang at gennemføre efterregulering af de forsyningspligtige naturgasselskaber - DONG Faste Vilkår A/S, HNG Midt Nord Salg A/S og Statoil Gazelle Forsyning A/S.
Denne første efterregulering gælder regnskabsåret 2004. Det er selskabernes priser, omkostninger og markedsmæssige adfærd, der er genstand for Energitilsynets undersøgelser i forbindelse med efterreguleringen.
Efterreguleringen gennemføres med udgangspunkt i en benchmarking af selskabernes omkostninger, og det enkelte selskabs regulerede overskud er afhængig af, hvordan selskabet har klaret sig i forhold til de andre selskaber. Energitilsynet gennemfører også en nærmere undersøgelse af selskabernes markedsmæssige adfærd, hvor det fx vurderes, om selskabets engrosindkøb af gas er sket på markedsvilkår. Benchmarkingen og den nærmere undersøgelse fører til Energitilsynets konkrete afgørelser om, hvorvidt forbrugerne populært sagt har penge til gode hos forsyningspligtselskaberne. Disse afgørelser vil i givet fald blive meddelt i form af påbud om prisnedsættelser.
De endelige afgørelser for 2004 forventes at blive truffet medio 2006, og snarest derefter påbegynder Energitilsynet undersøgelserne af selskabernes performance i 2005.
Principperne for reguleringen er beskrevet i Energitilsynets vejledning om regulering af de forsyningspligtige naturgasselskaber. Vejledningen er resultatet af konstruktive drøftelser med interessenterne, særligt med de berørte selskaber.
Vejledningen findes på Energitilsynets hjemmesiden
Fjernvarme
Stikprøvekontrol i fjernvarmesektoren
Lige inden årsskiftet besluttede Energitilsynet at sætte en stikprøveundersøgelse af fjernvarmesektoren i gang. Undersøgelsen er omtalt i et indlæg af Energitilsynets formand i Dansk Fjernvarmes blad - nr. 1-2006. Indlægget kan også læses på Energitilsynets hjemmeside.
Baggrunden for undersøgelsen er, at Rigsrevisionen har fundet det betænkeligt, at Energitilsynet ikke har efterlevet varmeforsyningslovens krav om oprettelse af et offentligt register over varmeforsyningernes priser samt ikke har udarbejdet periodiske analyser af fjernvarmeforsyningernes indtægts- og omkostningsforhold.
Det er målet med undersøgelsen at sikre, at varmeforsyningslovens prisbestemmelser overholdes. Energitilsynet vil især fokusere på kvaliteten i budget- og regnskabsanmeldelserne, da det ofte viser sig, at disse er ufyldestgørende.
Stikprøveundersøgelsen er nu i gang. I første omgang er der udvalgt 26 virksomheder, som alle har fået brev om, at de er med i undersøgelsen. De virksomheder, som har anmeldt i overensstemmelse med lovgivningen, og hvor Energitilsynets sekretariat ikke har fundet overtrædelser af varmeforsyningslovens bestemmelser om prisberegningen, har ? eller vil meget hurtigt ? få at vide, at sagen er afsluttet.
De øvrige virksomheder vil blive kontaktet med et brev, som vil pege på problemerne i anmeldelserne ? og virksomhederne vil få mulighed for at redegøre for forholdene. Energitilsynets sekretariat vil endvidere tilbyde de virksomheder, som måtte ønske det et møde i Energitilsynet, hvor eventuelle problemer vil kunne drøftes.
Energitilsynet forventer midt i året at kunne drage de første konklusioner af stikprøveundersøgelsen. Det vil herefter blive besluttet, hvorledes det videre arbejde med at sikre, at virksomhederne overholder varmforsyningslovens anmeldelses- og prisberegningsbestemmelser, skal udformes.
Delvis substitution af leverance fra affaldsforbrændingsanlæg
Energitilsynet tog på mødet den 27. februar 2006 stilling til, om det såkaldte substitutionsprisprincip kunne bruges ved delvis substitution. Afgørelsen findes på Energitilsynet hjemmeside.
Substitutionsprisprincippet betyder, at et varmeværk ikke ved afregningen med en leverandør skal kunne opkræves en pris, som overstiger den pris, som varmeværket selv kan producere eller købe varmen til. Den delvise substitution gik på, om et fjernvarmeværk ? som havde kapacitet til at substituere den samlede leverance ? kunne vælge alene at substituere den varmeleverance fra affaldsforbrændingsanlægget, som fjernvarmeværket kunne producere på den billigste af sine kedler.
Sagen drejede sig om Vejen Varmeværk AmbA, som har et nyt flisanlæg.
Energitilsynet besluttede, at substitutionsprisprincippet kunne bruges ved afregningen med affaldsforbrændingsanlægget. Men Energitilsynet afviste, at der alene kunne substitueres med varmen fra den billigste kedel. Dvs. at substitutionsprisen skal opgøres på grundlag af Vejen Varmeværk AmbA's omkostninger ved at erstatte hele varmeproduktionen fra Vejen Kraftvarmeværk A/S med varme fra de forskellige kilder, som varmeværket råder over.
Tema
Ny lovgivning
Forslag til ændring af el-, naturgas-, og varmeforsyningslovene m.v. er fremsat for Folketinget af transport- og energiministeren den 9. februar 2006.
Lovforslaget skal ses på baggrund af den energipolitiske aftale af 10. juni 2005 om den fremtidige energispareindsats og de nødvendige ændringer til gennemførelse af de aftalte koncesssionsvilkår for udbuddet af havvindmøller ved Horns Rev.
Samtidig indeholder lovforslaget en række justeringer som følge af erfaringerne fra administrationen af energilovene, herunder en udvidelse af Energitilsynets mulighed for at bruge tvangsbødeinstrumentet i tilfælde, hvor en bestemt handlemåde i de virksomheder, som Energitilsynet regulerer, ønskes fremtvunget.
Med lovændringerne de senere år har Energitilsynet fået tilført nye opgaver, herunder senest Energitilsynet med Energinet.dk's forskrifter, såvel de markedsmæssige som de mere tekniske, anmeldelserne af Energinet.dk's samt transmissions- og netvirksomhedernes overvågningsprogrammer samt Energitilsynet med branchevejledninger.
Det fremsatte lovforslag indebærer yderligere nye opgaver for Energitilsynet. Særligt kan fremhæves nye opgaver angående kommuners og amtskommuners årlige indberetninger af uddelinger og vederlag ved afståelse af ejerandele i energivirksomheder samt om administration af EU's forordning om betingelserne for adgang til gastransmissionsnettet.
Brugerundersøgelse
Der er i 2005 gennemført en undersøgelse blandt brugere/interessenter af Energitilsynets sekretariat.
Brugerundersøgelsen er gennemført af et uafhængigt konsulentbureau, der har telefoninterviewet 45 virksomheder og 6 advokater, der har fået afgjort sager på energiområdet i det sidste år.
Brugerne er hver stillet 14 forskellige spørgsmål. Set under ét udtrykker 75 pct. en positiv bedømmelse af sekretariatet i 2005. I forhold til 2004 er det et fald, men bedømmelsen ligger fortsat på et pænt niveau. Undersøgelsen kan ses på Energitilsynets hjemmeside og hovedresultaterne er vist i nedenstående oversigt.
Antal positive besvarelser i pct. | 2004 | 2005 |
Sagsbehandlingstid | 67 | 56 |
Begrundelse for afgørelsen | 82 | 71 |
Information under sagen til Dem | 80 | 85 |
Komme i telefonisk kontakt | 91 | 86 |
Ringe tilbage | 95 | 91 |
Serviceniveauet generelt | 83 | 80 |
Breves forståelighed | 80 | 78 |
Juridisk kompetence | 74 | 81 |
Økonomisk kompetence | 68 | 68 |
Branchekendskab | 81 | 71 |
Forklare loven/regler ? evne til | 69 | 70 |
Fremstille sagens faktuelle oplysninger | 75 | 71 |
Energitilsynets imødekommenhed | 87 | 78 |
Sagens udfald | 74 | 58 |
I alt (gennemsnit af alle svar) | 79 | 75 |
Der er en høj tilfredshed med områdets juridiske kompetencer. Brugernes tilfredshed med sekretariatets evne til at forklare loven på energiområdet er ikke på et tilsvarende højt niveau.
Tilfredsheden med sagsbehandlingstiden og begrundelserne for afgørelserne faldt i 2005. Energitilsynet forventer, at de organisatoriske ændringer gennemført i efteråret 2005, som har givet ekstra ressourcer samt en styrkelse af den juridiske kompetence, kan medvirke til at forbedre disse områder.
Tilfredsheden med sekretariatets imødekommenhed omkring møder er faldet med 9 procentpoint. En del af brugerne har ønsket, at de kunne få flere møder og mere dialog med sekretariatet.
Det kan blandt andet skyldes, at der på energiområdet har været mange lovændringer og ændringer i reguleringen. Sekretariatet vil derfor fremover bruge flere ressourcer på møder med brugerne.
Internationalt nyt
Der vil atter i 2006 være behov for en betydelig indsats fra Energitilsynet/sekretariatet i det internationale arbejde. Regulatorernes samarbejdsfora i CEER og ERGEG i EU og NordREG på nordisk plan er i gang med en lang række initiativer. ERGEG arbejder bl.a. for at få mere gang i de "regionale markeder" på engrosniveau. NordREG bidrager bl.a. til Nordisk Ministerråds initiativer for at forbedre både det nordiske engrosmarked og for at etablere ét fælles nordisk detailmarked for el.
De er velkommen til at sende en e-post (et_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.dera.dk) til redaktionen, hvis De har ønsker om emner eller gode råd i forbindelse med nyhedsbrevet.
Ansvarlig redaktør: Kontorchef Nils Jan Hansen, Konkurrencestyrelsen, Center for Energi
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.









