På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Økonomisk enhed ved afgørelser om udtrædelsesgodtgørelse
Dato: 31.05.2010 · Område: VarmeEnergitilsynet har tilkendegivet, at ved afgørelse af spørgsmål om udtrædelsesgodtgørelse er den samlede virksomheds økonomi, og ikke det enkelte tekniske anlægs, der skal lægges til grund ved bedømmelsen af om en virksomhed er ”økonomisk veldrevet”.
Grundlag for beregning af udtrædelsesgodtgørelse
Energitilsynet har taget stilling til, hvilken økonomisk enhed der skal lægges til grund ved beregning af udtrædelsesgodtgørelse, den samlede virksomhed eller det enkelte tekniske anlæg.
En af betingelserne for, at en varmevirksomhed kan kræve, at en forbruger betaler en godtgørelse for at kunne ophøre som kunde er, at varmevirksomheden ikke er økonomisk veldrevet. Hvis varmevirksomheden har en god økonomi er virksomheden ikke sårbar over for tab af kunder. Hvis en varmevirksomhed ejer flere tekniske anlæg opstår spørgsmålet, om det er virksomheden som helhed, der skal være økonomiske veldrevet eller om det er de enkelte tekniske anlæg, som er drevet af virksomheden. De tekniske anlæg behøver ikke være fysisk forbundne, selvom de er i samme varmevirksomhed.
Det er Ankenævnet på Energiområdet, der har kompetence til at behandle det civilretlige spørgsmål, om betingelserne for at kunne opkræve udtrædelsesgodtgørelse er opfyldt i konkrete tilfælde, hvor en forbruger ønsker at udtræde af leveringsforholdet. Det generelle spørgsmål om, hvilken økonomisk enhed, der skal lægges til grund ved den konkrete vurdering er derimod et generelt lovfortolkningsspørgsmål, der ligger udenfor Ankenævnet på Energiområdet kompetenceområde. Ankenævnet bad derfor Energitilsynet om at tilkendegive sin vurdering af spørgsmålet.
Energitilsynet tilkendegav, at hvis en varmeforsyningsvirksomhed driver flere tekniske anlæg, er det den samlede virksomheds økonomi, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om ”virksomheden er økonomisk veldrevet” og dermed ved vurderingen af, om betingelserne for at kræve udtrædelsesgodtgørelse er opfyldt og at i tilfælde hvor en varmeforsyningsvirksomhed, der ejer flere fremføringsanlæg på sagligt grundlag har prisdifferentieret overfor forbrugerne under de enkelte tekniske anlæg, må det betragtes som urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, hvis den prisdifferentierede pris ikke lægges til grund ved beregningen af den konkrete udtrædelsesgodtgørelses størrelse.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






