På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Energitilsynet har godkendt Energinet.dk´s overordnede metode ”Reservation af intra-day kapacitet på den elektriske Storebæltsforbindelse"
Dato: 02.07.2010 · Område: GasVed den kommercielle idriftsættelse af den elektriske Storebæltsforbindelse i august 2010 vil Øst- og Vestdanmark for første gang være elektrisk forbundet. Energinet.dk, som ejer Storebæltsforbindelsen, har metodeanmeldt kapacitetsudnyttelsen på forbindelsen - konkret ”Reservation af intra-day kapacitet på Storebæltsforbindelsen”. Metoden har betydning for adgangsvilkårene på markedet, fordi aktørernes mulighed for handel på intra-day markedet i visse situationer begrænses
Energinet.dk ejer og driver transmissionssystemet for el i Danmark. Energinet.dk er ligeledes ansvarlig for, at der altid er balance i el-systemet. For at sikre balancen indgår Energinet.dk (reserve) aftaler med producenter og forbrugere til op- eller nedregulering af produktion og forbrug. Energinet.dk vil reservere kapacitet i Storebæltsforbindelsen på 300 MW fra Øst mod Vest i intra-day markedet, for at Energinet.dk kan reducere selskabets indkøb af manuelle reserver. Energinet.dk´s reservation påvirker ikke aktørernes mulighed for at handle på day-ahead markedet.
Energitilsynet skal godkende Energinet.dk´s metoder for fastsættelse af priser og vilkår, inden priser og vilkår kan træde i kraft. Samlet set er det Energitilsynets vurdering, at den overordnede metode kan godkendes. Men det er væsentligt, at Energinet.dk´s reservation ikke er større end absolut nødvendigt. Derfor skal Energinet.dk inden 12 måneder efter den kommercielle idriftsættelse af den elektriske Storebæltsforbindelse evaluere metodens konsekvenser i praksis. Evalueringen skal indsendes i en redegørelse til Energitilsynet. Ligeledes skal Energinet.dk udførligt og gennemsigtigt beskrive for markedsaktørerne, hvordan Energinet.dk i praksis vil operationalisere reservationen i intra-day. Endelig skal Energinet.dk igangsætte en analyse af den mest effektive strategi for håndtering af reserver og Energinet.dk skal redegøre for analysens resultater til Energitilsynet.
Omfanget (de 300 MW) af Energinet.dk´s reservation af intra-day kapacitet på den elektriske Storebæltsforbindelse fra Øst til Vest godkendes indtil videre. Når Energinet.dk har analyseret og evalueret den praktiske betydning af reservationen vil Energitilsynet foretage en ny vurdering af omfanget af Energinet.dk´s reservation af intra-day kapacitet.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






